Medarbejder-login

Kontrakten med borgerne på plads

11-01-2012

Esbjerg Byråd har godkendt Kvalitetskontrakten for 2012. Kontrakten dækker 12 serviceområder, som hver har defineret særlige fokusområder med mere eller mindre konkrete mål.

Kvalitetskontrakten skal give borgere et klart og overskueligt indblik i kommunens arbejde med kvalitetsudvikling, så borgerne med målene kan vurdere byrådets indsats for at udvikle opgaveløsningen. Ved at synliggøre de politiske mål i kvalitetskontrakten får borgerne klar besked om, hvilket serviceniveau kommunen arbejder hen imod.

På en lang række områder har kommunen lagt sig fast på, hvad borgerne kan forvente, at Esbjerg Kommune arbejder videre med. Det gælder både internt i kommunen som fx sygefravær og mere digitalisering til at styrke læseindsatsen i folkeskolerne og bruge velfærdsteknologi i omsorgen for de ældre.

– Selvom det ikke er et dokument, man hører så meget om. Så er det faktisk interessant læsning fra en borgers synspunkt, for kvalitetskontrakten beskriver detaljeret, hvad der foregår inde i maskinrummet på kommunen. Hvilke områder har særligt fokus? Og hvad kan man som borger forvente fremadrettet? uddyber Johnny Søtrup, der er borgmester i Esbjerg Kommune.

Opfølgning på mål

Kommunen skal desuden årligt følge op på, hvor langt kommunen er kommet med at opfylde de fastsatte mål. Kommunen skal i en opfølgningsredegørelse vurdere, om indsatsen er tilstrækkelig for at nå de opsatte mål, og om målene fortsat vurderes relevante.